En dag i Forte dei Marmi – marked, shopping og italiensk feriestemning
Har I lyst til en udflugt, anbefaler ejeren en tur til Forte dei Marmi ved den toscanske kyst.
Det er en elegant badeby med smukke butikker, hyggelige caféer og en ganske særlig atmosfære. Her møder man både feriegæster og velklædte italienere, der cykler rundt i byen med indkøbskurven foran på cyklen.
Byens berømte marked på Piazza Marconi er især kendt for tøj, cashmere, lædervarer og boligtilbehør.
Markedet afholdes onsdag formiddag året rundt og desuden søndag fra påske til slutningen af oktober.
Ejerens lille insidertip er at parkere på Via XX Settembre, hvor hun plejer at finde gratis parkering, og begynde dagen med en kaffe på Gran Caffè La Corte i Via Idone 6.
Caféen ligger tæt på markedet og er et godt sted at starte dagen, inden I går på opdagelse mellem boderne.
Slut gerne med en lang frokost i byen, inden turen går tilbage til Villa Rodolfo.