Santa Lucia og livet i Romerriget
Lucia bliver født i år 283 i byen Siracusa på Sicilien, på denne tid var øen en del af Romerriget. Lucia var ellers heldig, for hun fødtes ind i en velhavende og velanset familie, så hendes fremtidsudsigter så gode og sorgløse ud.
På denne tid tilbad man kejseren af Romerriget, men de kristne nægtede at bede til andre end Gud.
Kristendommen blev derfor set som en fjende af Romerriget, og det blev ved lov forbudt at være kristen. Hvis man som kristen blev angivet til myndighederne, fik man valget om at begynde at ofre til kejseren eller dø. Døden kom dog først efter, man var blevet torturet til skræk og advarsel for andre.
Efter loven blev indført begyndte mange kristne at bede til Gud i det skjulte, og mange kristne søgte skjul i byens katakomber. Deres liv afhang nu af folk, som de kunne stole på.
Lucia var i mellemtiden vokset, op og havde ladet sig døbe. Lucia blev et af de mennesker, som hjalp dem, der havde søgt tilflugt i byens katakomber.
Hun ville gå ud om natten med mad til de andre kristne, men fordi hun bar maden i sine hænder, kunne hun ikke også have lys med, derfor fandt hun på at have en krans på hovedet med lys i. På den måde kunne hun lyse vejen op.
Lucia vidste, at når hun hjalp de kristne, som boede i katakomberne, betød det, at hun også satte sit eget liv på spil, for blev hun opdaget ville hun dø.
Lucias vendepunkt
Lucias mor blev alvorligt syg, derfor tog Lucia til nabobyen for at bede ved den hellige Agathes grav. I sine bønner lovede Lucia at vie sit liv til Kristus og leve i kyskhed, bare hendes mor kunne blive rask.
Da Lucia kom hjem til Siracusa, blev hendes bønner hørt, og moderen blev rask igen. Herved blev Lucias tro endnu stærkere på Gud og Kristus. Hun begyndte at give væk af sin rigdom til de fattige for at hjælpe andre.
Lucia kom som sagt fra en velhavende og -anset familie på denne tid, derfor var hun også fra barnsben lovet væk til en mand fra en anden fornem familie. Men Lucia havde lovet Gud og Kristus, at hvis hendes mor blev rask ville hun leve i kyskhed, og derfor afviser hun ægteskabet og manden.
Ham, som skulle havde været hendes ægtemand, tager sin hævn ved at melde hende til de romerske myndigheder. Da Lucia finder ud af, at hun er blevet anmeldt til myndighederne, står hun overfor valget, om hun vil angre og begynde at tilbede kejseren eller dø. Det er imidlertid et nemt valg for Lucia, da hun aldrig vil vende Gud ryggen efter hjælpen, hun fik til sin mor.
Lucias straf
Lucia var en smuk ung pige, hun var kun 21 år, og blev derfor straffet med, at skulle være på et bordel. Inden Lucia blev hentet af myndighederne, ville hun rive sine egne øjne ud for ikke at friste nogen mænd. Men hver gang voksede der et nyt sæt øjne ud, som var lige så smukke som de forrige.
Til sidst gav Lucia op, og myndighederne kom for at hente hende. På mirakuløs vis kunne hun ikke flyttes, forskellige mænd prøvede, men intet virkede! Da de ikke kan flytte hende, og hun skal have en straf, valgte de at dømme Lucia til døden på bål.
Lucia blev anbragt på bålet, men flammerne ville ikke opsluge hendes krop. Dommeren tog til sidst sit eget sværd, og stak det i hende.
Lucia døede 13. december år 304, 21 år gammel og blev derefter begravet i sin hjemby.
Lucia som en helgen
Allerede i 400-tallet blev Lucia nævnt i skriftlige kilder. I 600-tallet var kristendommen en statsreligion i Italien, og havde været det i mange år, men også her kan man finde Lucias navn i de katolske liturgier. På den tid var der ikke mange kvindelige helgener, men Lucia var nævnt som en af dem.
I den katolske tro er der tradition for at bede forud for sygdom, særlige prøvelser og andre situationer. Hver helgen har sit eget område (Lucia er helgen for blinde og øjensygdomme), og der er et sagn, som fortæller, at der er sket flere mirakler ved at bede til Lucia.
I 1582 bliver Santa Lucias hjemby, Siracusa, ramt af hungersnød. Folket beder til deres lokale skytshelgen, Lucia, om hjælp. På Santa Lucias dødsdag 13. december kommer der et skib til byen med korn, og folket bliver reddet.
Her opstår traditionen om at spise Cuccia, som er en slags grød af korn. I 1582 fandt man på, at i stedet for at kværne kornet, så kogte man det og spiste det som en grød. Herefter har man hvert år fejret miraklet ved at spise denne grød 13. december. I takt med, at sicilianerne udvandrede spredte traditionen sig også til andre steder end Siracusa.
Festdagen 13. december
Lucias festdag ligger samme dag som den dag, hvor hun døde. Det er specielt i Danmark og Sverige, at man fejrer dagen som en særlig lysfest. Ifølge traditionen går Luciabruden forrest med en krans på hovedet, hvor lys er tændt. Kransen symboliser jomfrukronen som et minde om Santa Lucia, der gav sit liv til Gud, og insisterede på at leve som en jomfru.
Sangen ”Santa Lucia,” som du kender fra 13. december er en siciliansk folkesang, der er med til at ære mindet om Lucia. Teksten handler ikke så meget om den historiske Lucia, men har en snært af, at Lucia gav til de trængende: ”gaver til hver en gæst, glad vil du bringe.” Denne del af teksten stammer formentlig fra sagnet om, at Lucia gav mad til de sultne kristne i katakomberne.
Santa Lucia forbindes ikke kun med levende lys og glæde i december. Hun er blevet en skytshelgen for blinde og mennesker med øjensygdomme. Der findes en del billeder, hvor Santa Lucia står med en lille skål, hvori der ligger to øjne som symbol for det, hun gjorde.
Vil du gerne besøge byen, hvor Santa Lucia voksede op? Så skal du bo på Duca Di castelmonte, hvor der er hjerte, husrum og plads til alle. Du kan læse mere om Duca Di Castelmonte her.
