Firenze – Måske verdens smukkeste by
Toscana betyder selvfølgelig også kulturelle oplevelser i byerne. F.eks. hvis vi tager tilbage til Firenze, som af nogen bliver kaldt verdens smukkeste by. Det kan der være noget om, især når du står på toppen af Piazzale Michelangelo.
En lidt mindre by, jeg godt kunne lide, er Lucca, som står lidt i baggrunden i forhold til den mere kendte naboby Pisa, som ligger under 20 km væk.
Lucca har Europas næstlængste bymur på 4,2 km og skal opleves.
Det er helt specielt at gå igennem bymuren og føle, at du nu er blevet lukket indenfor bygrænsen.
Lucca kan give en ro, som du ikke umiddelbart forventer når du tager til byen. At gå igennem bymuren og føle at man er ”indenfor”, er noget helt særligt. Der er ingen biler indenfor murerne, så det gør det endnu mere roligt og afslappende.
Lucca er måske ikke så kendt som nabobyen Pisa, men den er mindst lige så interessant, så det kan uden tvivl anbefales at tage en tur forbi her, næste gang du kommer på disse kanter.
Torre Guinigi er det mest kendte tårn i Lucca, og det er specielt ved at der er en have på toppen, hvor der vokser træer.
Du kan komme op i tårnet, men jeg vil anbefale, at du går op i et af de andre tårne, da du på den måde bedre kan se toppen af Torre Gunigi.
Gelato skal du også huske, når du er i Toscana eller i Italien generelt. Det er ikke is. Det er gelato! Og det er meget bedre end den is, vi kender fra Danmark. Italiensk is er bare fantastisk. Det kan slet ikke beskrives. Det skal opleves.
Jeg synes, at Toscana har noget for enhver smag uanset om du er til storbyferie eller afslapning i naturen med vinmarker som udsigt.
Jeg har været i Italien 20 gange og Toscana er et af de steder, man altid kan opleve nye ting.
Tak fordi du læste med 🙂
Hilsen
Jesper
Du kan se mere om Toscana her: