Få her et lille indblik i nogle udvalgte juletraditioner som er forskellige, alt efter om du befinder dig i Danmark eller Italien. Husk også på at selvom både Danmark og Italien er lande med en kristen tro, så er der stadig en stor forskel, da vi i Danmark hovedsageligt er lutheranske protestanter, og de i Italien er katolikker.
Juletraditioner – Pynte til jul:
I Danmark er der mange som finder julepynten frem 1. søndag i advent eller 1. december, alt efter, hvad der kommer først. Her pynter vi med nisser, musetrapper og julehjerter.
I Italien pynter man som regel først op efter 8. december, som er Jomfru Marias helligdag.
I et italiensk hjem vil det være krybbespillet, som får mest opmærksomhed. Det har oftest en centralplads i hjemmet, og bliver pyntet rigtig fint f.eks. med mos, vand og hø. Intet er overladt til tilfældighederne i deres krybbespil.
Jesusbarnet bliver dækket til, og kommer først til syne natten til den 25. december, hvor han bliver født.
I Danmark tager mange julepynten ned inden nytår, for at kunne pynte op til årets sidste fest. I Italien er det utænkeligt at fjerne julepynten før Helligtrekonger, som er 6. januar. Det er også først her, at julen officielt er slut for italienerne.
Juletræ:
Selvom det i Danmark også bliver mere populært at få et kunstigt juletræ, så er der stadig flest danskere, som køber et ægte træ, hvor vi kan hænge vores julepynt på.
I Italien er det tættere på at være omvendt. Her er det et kunstigt juletræ, som der er flest af i hjemmene og det ægte træ, som vinder lige så stille frem.
Grunden til den store forskel på vores forbrug af ægte juletræer, kommer sig nok af prisen på træerne. Grantræerne bliver som oftest importeret nordfra og ned til Italien. Dette giver automatisk en højere pris på et ægte træ til de italienske hjem.
I Danmark er det meget forskelligt, hvornår vi køber juletræet og sætter det op, men i de italienske hjem er det mere reglen end undtagelsen, at det sættes op sammen med julepynten efter 8. december.
Julemad:
I Danmark spiser vi mest and, flæskesteg og gås juleaften ifølge Danmarks statistik. Men i Italien er det primært fisk, som bliver nydt juleaften – 24. december. Den 25. december spiser italienerne unghane eller lam, mens vi i Danmark sidder til familiejulefrokoster med det store bord.
En fællesting for Italien og Danmark er, at vi i begge lande sætter pris på at være sammen med vores familie og nære venner i juledagene – og selvfølgelig spise lækker mad.
Kirken og juletraditioner:
Når klokken runder midnat, og det bliver den 25. december, afdækker italienerne Jesusbarnet i deres krybbespil, som et symbol på at han er blevet født.
Det er også en fast tradition, at paven holder sin midnatsgudstjeneste i Peterskirken til ære for Jesu fødsel. Mange italienere tager til midnatsgudstjeneste denne nat i deres lokale kirke.
Mange af vores steder har åbent hele året rundt. Så, hvis du gerne vil holde jul i Italien, kan vi anbefale, at du skal besøge Guadalupe Country Resort.