At gå på broen
Efter en kort ventetid, hvor bro-teamet gav grundige instrukser om sikkerheden, trådte jeg ud på de første metaltrin.
Adrenalinen pumpede straks, da jeg kiggede ned i dalen, der strakte sig 175 meter under mig. De 1023 metaltrin, der førte hen over broen, havde en afstand på cirka 30 cm mellem sig, hvilket gav en følelse af at være uden nogen form for sikkerhedsnet.
Broen bevægede sig let med vinden, og jeg kunne mærke, hvordan min krop reagerede på den svage svajning. Men efterhånden som jeg kom længere ud, begyndte jeg faktisk at nyde det.
Jeg stoppede endda op på en af de 8 platforme undervejs for at tage billeder, mens jeg krampagtigt holdt fast i stålwiren for at bevare stabiliteten. Udsigten var betagende – den grønne dal strakte sig ud under mig, og Vigi-floden snirkede sig gennem landskabet.
Min tur over dalen tog ca. 50 minutter, og da jeg endelig nåede målet på den anden side, føltes det som en triumf. Jeg var helt oppe at køre over at have klaret turen uden problemer trods min højdeskræk, og jeg fejrede det med et kæmpe highfive og store smil sammen med resten af min gruppe.
Det var en følelse af stolthed og lettelse, som jeg sent vil glemme.
